Er selve lovgrundlaget for konservatorieuddannelsen lettere forvrøvlet?

Er de nugældende styrelsesregler både et stort demokratisk tilbageskridt og fagligt enormt upraktiske?

Var bachelorgradens indførelse i konservatorieuddannelsen en misforståelse, ganske overflødig og noget lærerne aldrig havde ønsket?

Er forsøget på at styrke de musikpædagogiske kompetencer helt forkert grebet an?

Er forskningens rolle i konservatorieuddannelsen på samme tid overvurderet og undervurderet?

Burde komponistuddannelsen gribes helt anderledes an?

Gør konservatorielærerne alt for lidt brug af deres fagforeningsmæssige muligheder?

At svaret på disse og en række lignende spørgsmål ser ud til at være "ja" søges belyst med denne bog.

Bogens forfatter har været konservatorielærer gennem 40 år (de sidste 20 år som docent på Det kgl. danske Musikkonservatorium) og arbejder også kompositorisk.

Vel kan der være enkeltheder i fremstillingen, hvis fulde forståelse måske nok kræver nogen musikalsk viden af læseren, og vel går den nogle steder i detaljer angående specielt en konservatorielærers situation. Men primært søger den at vise, at i den relevante kritik af konservatorieuddannelsens problemer er det oftest nogle mere overordnede uddannelses- og kulturpolitiske spørgsmål, der går igen, spørgsmål som må formodes at være vedkommende for alle, der har med videregående uddannelser og med kulturpolitik at gøre. Bogen rummer i flere henseender vidtgående forslag til, hvordan de herskende tilstande kunne forbedres.