59-årige Claudia sidder anspændt i flyet til København. Hun hader at flyve og forude venter et risikabelt gensyn. Konferencen, hun er på vej til, er et påskud til at opsøge ungdommens store kærlighed.
Mødet med fortiden i den danske hovedstad bliver kun begyndelsen til en følelsesmæssig rutsjetur, der tilbage i Buenos Aires tvinger hende til at kigge dybt i sit ægteskab, forholdet til den 34-årige, gravide adoptivdatter og til de endnu ikke lukkede sår fra Argentinas tid som militærdiktatur, med bortførelser, tortur og mord. Også arbejdsmæssigt, som antropolog og leder af et nyt, indiansk kulturcenter, udfordres hun.

På vej hjem til Argentina efter konferencen, betror hun sig til sin sidemand, den syrisk-amerikanske astrofysiker, Samir Adar. Deres spor krydses igen et halvt år senere, og han bliver romanens fortæller.

Det onde, jeg ikke vil hvirvler læseren ind i dramatiske begivenheder, som gør nogle af livets store spørgsmål smertelig nærværende: Hvor godt kender vi os selv og vore nærmeste? Hvor langt er vi parate til at gå for at sikre egen lykke? Er det muligt at elske og samtidig holde grufulde hemmeligheder skjult for dem, vi elsker?